Gode råd om vand
Du bor på dit grundvand. I Danmark fosser rent og friskt drikkevand ud, når vi åbner for vandhanerne. Det er et gode, som vi gerne skal bevare i fremtiden. Derfor er det meget vigtigt, at vi passer godt på vores grundvand.
Du kan selv være med til at sikre grundvandet og vores rene drikkevand ved at spare på vandet, droppe havegiften og altid aflevere miljøfarlige kemikalier på genbrugsstationen.
Se her, hvad du selv kan gøre:
- Brug aldrig gift og sprøjtemidler i din have. Brug i stedet lugejern og håndkraft. Du gavner vandmiljøet, og du får samtidig masser af god motion.
- Hæld aldrig maling, terpentin, olie eller andre kemikalier ud på jorden eller i kloakken. Det er miljøfarligt affald, som du skal aflevere på genbrugspladserne.
Når du følger disse enkle råd, er du med til at sikre, at vi også fremover har rent drikkevand i hanerne.
Undgå vandspild
Utætte vandhaner og cisterne kan betyde, at store mængder vand går til spilde. Det er derfor en god idé en gang imellem at tjekke, om der er utætheder i rørene.
Et toilet der løber meget kan bruge op til 400 m3 vand om året. En dryppende vandhane kan bruge op til 7 m3 om året.
Sådan gør du:
- Luk for alle vandhaner i huset.
- Sørg for, at vaskemaskinen og opvaskemaskinen ikke er i gang.
- Tjek om den lille viser i vandmåleren kører rundt.
Hvis den lille viser i vandmåleren stadig kører rundt, når du har lukket for alt vand i huset, er der en utæthed i systemet.
Du må ikke selv udføre reparationer på ledningssystemet. Kontakt en autoriseret VVS-installatør.